Ny i Varde Lærerkreds
Lær om de fordele og rettigheder du får som medlem i Varde Lærerkreds.
Hvad kan vi gøre for dig?
Først og fremmest er vi DIN fagforening!
Det betyder, at vi hjælper med sikre dine rettigheder, hvad angår ansættelse, løn, arbejdstid, arbejdsmiljø og andre forhold. Vi varetager også dine interesser som lærer, børnehaveklasseleder, vejleder eller konsulent i Varde på en række områder, såsom kommunens skolepolitik.
Vi er mange medlemmer i Varde Lærerkreds. Det gør, at vi står stærkt.
Er Varde Lærerkreds også på arbejdspladsen?
JA! På alle skoler og de fleste andre arbejdspladser har vi en tillidsrepræsentant. De står i første række og er tættest på medlemmerne. De har ofte den direkte indflydelse på arbejdspladsen. Det er også dem, der kan besvare en række spørgsmål for dig og give dig gode råd og vejledning.
Men hvis jeg endnu ikke er ansat?
Så er vi stadig DIN fagforening!
Vi vil hjælpe og rådgive dig i forbindelse med de spørgsmål, du evt. har. Vi har endvidere et tæt samarbejde med Lærernes a-kasse.
Hvad kan du selv gøre?
Du kan få indflydelse! På din arbejdsplads har vi Faglig Klub, hvor du mødes med din tillidsrepræsentant og dine kolleger. I kan diskutere alle forhold vedrørende arbejdspladsen. Klubben er også bagland for tillidsrepræsentanten ved forhandlinger med lederen.
Hvem er vi?
Varde Lærerkreds er den lokale del af Danmarks Lærerforening.
Sådan er vi også med til at øve indflydelse på den politik, som Hovedforeningen søger at få igennem på landsplan over for regeringen og Kommunernes Landsforening.
På det lokale plan er vi forhandlingspart over for Varde Kommune. Vi deltager i en række udvalg og arbejdsgrupper.
Tættest på dig er arbejdspladsens MED-udvalg, hvor bl.a. tillidsrepræsentanten er medlem. Her har medarbejderne mulighed for indflydelse på en række lokale forhold på arbejdspladsen.
MED-systemet starter ude på den enkelte arbejdsplads og slutter helt oppe på rådhuset. Vi er centralt placeret hele vejen!
Hvilke andre fordele er der ved at være medlem?
Der er altså også et liv ud over løn og arbejde.
Varde Lærerkreds har flere medlemsarrangementer, som du kan deltage i. Møderne giver dig bl.a. mulighed for at være med til at debattere foreningens politik.
På det formelle plan holder vi generalforsamling hvert andet år. På generalforsamlingen fastlægges vores politik. Det er også her, der vælges medlemmer til vores styrelse.
Vi håber, du bliver glad for dit nye arbejde. Vi glæder os til at se dig i foreningen. Og husk, at vi altid er der, hvis du skulle få brug for os!
Flemming Lyhne er Varde Lærerkreds sagsbehandler.
Gennem Danmarks Lærerforening kan du blive medlem af en fordelagtig gruppelivsordning. Du kan låne penge på gunstige vilkår, leje sommerhuse – og du modtager regelmæssigt det landsdækkende medlemsblad.